BÜLOWSVEJ 7A-B / GRUNDTVIGSVEJ 2 FREDERIKSBERG

 

Om projektet

Trio har været rådgiver på et større projekt omhandlende en tag- og vinduesudskiftning, pudsning af facader og opsætning af altaner, på den smukke hjørneejendom beliggende Bülowsvej 7A -B og Grundtvigsvej 2.

Ejendommen er tegnet af arkitekt Emil Blichfeldt i 1902 og stod opført i 1903. Udtrykket er smukt og enkelt på den historiske bygning med en let udsmykning af facaden og et tag i forskudte planer.

Det var en større renovering, der blev igangsat, taget skulle udskiftes til et nyt i naturskifer og zink, skorstenene skulle mures op på ny og tilbage til det oprindelige udtryk, vinduerne til gadesiden skulle have almindelig vedligeholdt med maling, og til gårdsiden skulle de udskiftes til træ-alu vinduer. Bag pudsen på facaderne kunne vi se, at murværket på gård- og gadefacade skulle udkradses og omfuges, dertil opdagede vi i projekteringsfasen nogle tydelige revner i gårdfacaden. Her fandt man et lufthul på 1,5 cm under fundamentet, hvilket betød at fundamentet ikke havde noget at hvile sig på det pågældende sted. Der blev understøbt et nyt fundament til det område, så huset igen havde et fast underlag. Dertil var der også forekomster af hussvamp, hvilket førte til projektet blev forlænget, bl.a. blev 2 af de 3 originale frontispicer genopført. Nye vindue- og altandørselementer blev fremstillet til den øverste etage, samt de dertilhørende balkoner blev renoveret.

Projektet har været utroligt spændende at arbejde på, da ejendommen trængte til en gennemgribende renovering. Tiden havde sat sine tydelige spor i de gamle materialer, hvilket bygherre på projektet selv havde stor forståelse for, og gjorde at vi sammen med entreprenør havde stor interesse for at renovere og genskabe de gamle, klassiske detaljer. Det har især været en spændende proces og opgave med det historiske element for øje, for at bevare ejendommen tro mod den tid, den oprindeligt er opført i.

PROJEKTTYPE Tag- og vinduesudskiftning, pudsning af facader og opsætning af altaner på gårdfacaden.

BYGHERRE Ejendomsselskabet H.G. Jansen A/S

ENTREPRENØR PWJ

RÅDGIVER Trio Arkitekter

ÅR 2016 - 2021

 
 

Lignende projekter

Forrige
Forrige

E/F THURØVEJ 5-11 FREDERIKSBERG